App Store Optimering

App Store Optimering, eller App Store Optimization som det hedder på engelsk, kan hjælpe dig med at markedsføre din app. Men hvordan gør man?

Hvad er App Store Optimization (ASO)

Mobilverdenens svar på søgemaskineoptimering

Hvis man har en hjemmeside, vil man gerne have den til at komme frem øverst i søgeresultaterne i Google.

Her arbejder man med disciplinen søgemaskineoptimering - på engelsk Search Engine Optimization (SEO).

For at optimere sin hjemmeside skal man benytte de rigtige nøgleord, skaffe links fra lignende hjemmesider og mange andre ting.

Det samme gør sig gældende for mobil-apps. Det er ikke de samme konkrete tiltag, men konceptet med at optimere sin side er identisk.

Mobilverdenens søgemaskiner

Med apps handler det om at komme øverst i søgeresultaterne for Google Play, hvor Android-brugere downloader apps, og i App Store, hvor man downloader apps til iPhone og iPad.

Begge disse søgemaskiner er gennem de seneste år blevet mere avancerede. I dag vurderer de din app på mange forskellige parametre, når søgeresultaterne skal rangeres.

Mange af disse parametre leder i sidste ende tilbage til én ting: Kvalitet.

For at sikre en app af høj kvalitet, er det vigtigt at vælge den rigtige samarbejdspartner. Hvis du er interesseret i at samarbejde og vil vide mere om hvordan vi arbejder med appudvikling, kan du læse mere her.

Hvorfor skal man arbejde med ASO?

Ligesom med søgemaskineoptimering af hjemmesider, er der mange grunde til at arbejde med App Store Optimization.

Bliv opdaget af relevante brugere

Ved at optimere din App Store-profil hæver du chancen for at blive opdaget, når en mulig bruger benytter App Stores indbyggede søgefunktion.

En app-installation er ikke bare en app-installation. Det er vigtigt at ramme de rigtige brugere. ASO kan hjælpe din app med at blive præsenteret for de rigtige brugere, på det rigtige tidspunkt.

Forøg antallet af organiske app-downloads

Hvis du betaler for annoncer til din app, koster det mindst 10-15 kroner per app-download.

Hvad hvis du i stedet kunne få organiske installationer? Hvor brugere helt automatisk, uden at du betaler eller foretager dig noget, opdager og installerer din app?

For mange app-ejere er det drømmen - og det er lige præcis hvad ASO handler om. Det giver derfor ofte rigtig god mening at optimere din App Store-profil.

Tjen flere penge på appen

Lad os sige at du i gennemsnit tjener 10 kroner per bruger, der installerer din app. Så har du ikke plads i budgettet til at betale 10-15 kroner for et install.

Med ASO kan du fjerne den faste omkostning, og dermed øge din profit. Du skal selvfølgelig stadig lægge ressourcer i ASO-arbejdet. Til gengæld er det så også gjort. Derefter kan du nyde resultatet - de gratis installationer.

Konkrete tips til ASO

Når du skal i gang med optimeringsarbejdet, er det godt at have nogle konkrete tips.

1. Overvej hvordan brugere finder din app

Før det giver mening at fortsætte med nedenstående tiltag, skal du kende dine brugere.

Alt efter hvordan dine brugere normalt finder din app, giver nogle af tiltagene måske ikke mening at bruge tid på.

Lad os for eksempel sige at du arbejder hos en bank, og har ansvaret for mobilbanken. De færreste mennesker leder efter en ny bank inde i App Store.

Derfor giver det højst sandsynligt ikke mening at optimere efter specifikke nøgleord. I stedet bør det meste af arbejdet fokusere på at gøre appen attraktiv med gode screenshots.

Hvis du derimod har et spil eller en fitness-app, giver det rigtig god mening at optimere efter nøgleord.

I det tilfælde kender de fleste af brugerne højst sandsynligt ikke til din app, før de søger.

2. Fokusér på dine nøgleord

Når du har undersøgt din målgruppe nærmere, er du klar til at undersøge nøgleord ("keywords").

Du skal nu finde ud af hvilke søgninger, din app kunne være relevant for. Hvis vi fortsætter eksemplet med fitness-appen, kunne det for eksempel være "vægttab", "muskelmasse" og "kalorietracker".

Hvilke søgeord der er relevante kommer helt og aldeles an på hvad lige præcis din app kan.

Når du har brainstormet nogle idéer til nøgleord, kan du sætte dem ind i et ASO-værktøj som AppRadar.

Sådanne værktøjer kan hjælpe dig med at undersøge keywords og tracke dit ASO-arbejde over tid.

Ulempen ved ASO-værktøjer er at de desværre sjældent er lige så gode på dansk, som de er på engelsk.

For at modvirke det, kan du prøve at oversætte dine nøgleord til engelsk og bruge informationen derfra. Det er ikke lige så præcist, men det er bedre end ingenting.

Når du har fundet relevante søgeord, er det tid til at indarbejde dem i din apps metadata: appens navn, beskrivelse, nøgleord, og så videre.

3. Brug tid på at lave gode skærmbilleder

Det første en bruger ser på din App Store-profil er appens skærmbilleder. Det er derfor meget vigtigt at bruge tid på at lave skærmbilleder af høj kvalitet.

Her kan du for eksempel bruge værktøjer som AppLaunchPad. De kan hjælpe med at gøre dine screenshots mere interessante.

Fokusér på fordelene ved at bruge din app, i stedet for kun at beskrive funktionerne. I stedet for at skrive "Mulighed for at indtaste din vægt hver dag", kunne man skrive "Hold styr på din vægt med en daglig indtastning".

Derudover er det vigtigt at man med sine skærmbilleder viser de vigtigste fordele først. Rigtig mange brugere ser kun de første 2-3 screenshots, før de tager en beslutning.

4. Sørg for at have en god rating

En af de vigtigste faktorer, når en bruger beslutter sig for om de skal downloade en app eller scrolle videre, er appens rating.

Har en app under 4.0 stjerner, ser vi den generelt som af lav kvalitet. Har den under 3.0 er det meget skidt.

Derfor skal du sørge for at have en god rating!

Og ja, vi ved godt at det lyder nemmere sagt end gjort. Heldigvis er der nogle konkrete tiltag, der kan hjælpe dig godt på vej.

Vi har skrevet en udførlig artikel om 4 måder du kan forbedre din rating i App Store.

Før det giver mening at arbejde mod en god rating, er det vigtigt at din app rent faktisk er velfungerende og pæn. Hvis du vil have hjælp til det, kan du læse mere om hvordan vi står for vedligeholdelse af apps.

Er der forskel på ASO til Google Play og App Store?

App Store Optimering er stort set det samme for Google Play og App Store. Den væsentligste forskel er at Google Play benytter meget af den samme teknologi som Google Search. Deres algoritme til at indeksere baseret på nøgleord er defor mere avanceret end Apples.

For at modvirke denne teknologiske ulempe, har Apple lavet et eksplicit felt til at indtaste nøgleord. Når du optimerer til App Store bør du derfor fremhæve dine nøgleord i det felt.

Ligesom når man optimerer en hjemmeside, er det i Google Play vigtigt at nævne sine nøgleord flere gange, gerne i flere forskellige felter.

Få hjælp til App Store Optimering

Vi vil rigtig gerne hjælpe dig med at optimere din app. Book et kald eller skriv til os herunder.
Skriv til os
Loading...
Book et kald